Sven begyndte som “arbejdsdreng på prøve” i sommeren 1982, men formåede åbenbart hurtigt at overbevise de daværende ejere Grethe, Frede og Jørgen Boesenbæk om sine evner.
I hvert fald blev unge Sven efter blot par måneder i folden tilbudt en læreplads på værkstedet, som han tiltrådte 1. september.
I dag – 40 år senere – er han den medarbejder på lønningslisten med højeste anciennitet blandt samtlige ansatte og kendt blandt kolleger og kunder som en omhyggelig allround-mekaniker, der med sin store erfaring kan udføre en lang række forskellige service- og reparationsopgaver.
Ved ansættelsen i ’82 bestod firmaet blot af 7-8 medarbejdere, og de bilmærker, der primært blev serviceret og repareret i huset, var Skoda, Austin Morris, Subaru og Daihatsu.
Sven Vilstrup erindrer fortsat sin første rigtige reparation: Udskiftning af bagbremserne på en Austin Maxi.
Austin Maxi. – Den første bil Sven Vilstrup som grøn mekanikerlærling i 1982 egenhændigt fik lov at udføre en reparation på: Udskiftning af bagbremserne
En joke i befolkningen gik på, at det var billigere at købe en ny end at reparere på den gamle, når den gik i stykker…
Det passer dog ikke helt med virkeligheden. Sven husker i hvert fald med stor glæde tilbage på tiden med de utallige reparationer af Skoda-motorer og -gearkasser på værkstedet.
I de følgende år fik A. Boesenbæk A/S underforhandling af Ford. Dengang blev der solgt og serviceret rigtig mange Escort- og Sierra-modeller, husker Sven.
I 1988 blev firmaet autoriseret forhandler af Peugeot, som på det tidspunkt for alvor begyndte at rykke opad på salgslisterne med populære “danskermodeller” som 205, 309 og 405.
I starten af 90’erne tog udviklingen i firmaet for alvor fart, og medarbejderstaben blev løbende udvidet. På værkstedet var der travlhed, og moderne diagnosemuligheder med elektroniske testapparater kom til.
Bilerne skulle repareres på nye måder, og Sven Vilstrup erindrer en tid, hvor han og de øvrige mekanikere på værkstedet blev sendt på kurser som aldrig før for at følge med udviklingen. Sådan har det været lige siden. I dag er man ikke blot mekaniker, men også tekniker, og udviklingen går fortsat hurtig.
I løbet af 90’erne og i starten af 00’erne leverede Peugeot et hav af biler til postvæsenet. Postens biler kører mange kilometer og får lov at bestille noget – og skal helst være køreklare 24/7 – så der var ofte sved på panden hos Sven og kollegerne på værkstedet i den periode.
Samtidig solgte Peugeot biler som aldrig før til hr. og fru Danmark og var i en årrække nummer et på salgslisterne. Mærket er fortsat blandt danskernes foretrukne, og da Citroën-forhandlingen siden er kommet til på matriklen, har der altid været nok at se til på værkstedet på Diagonalvejen 77.
Sven Vilstrup er på 32. år gift med Annette, der er ansat hos Tøttrup Guld Sølv & Ure i Give. Parret har tre børn, der alle er flyttet hjemmefra. Mads bor i København, Signe i Give og Simon i Århus. Kun schæferen Zenta bor stadig hjemme.
I fritiden er 40-års jubilaren travlt beskæftiget som deltidslandmand. Han og Annette bor på Svens fødegård i Oksenbjerge, hvor de driver over 30 hektar.
Her er også plads til at dyrke den store interesse for gamle biler og traktorer. Samlingen omfatter p.t. to veteranbiler – en Fiat og en Ford – og tre veterantraktorer. Hertil kommer de fire nyere traktorer, der anvendes i den daglige drift på gården.
Den sparsomme fritid bruger Sven helst på familie og venner, ligesom han gerne lytter til musik.
Vi vil gerne takke Sven Vilstrup for hans loyale og stabile indsats gennem 40 år og ønsker samtidig et stort tillykke med jubilæet.
40-årsdagen fejres sammen med kollegerne Kim Karlsen Hansen, der havde 25-års jubilæum 1. august, og René Sewerin, der fejrer 25 år hos A. Boesenbæk A/S 1. november, ved en fælles 90-års jubilæumsreception på Diagonalvejen 77 fredag 2. september kl. 15-17 for familie, venner, bekendte, forretningsrelationer samt tidligere og nuværende kolleger.