Klargøringsansvarlig Lasse Vingtoft fejrer den 4. marts 2024 sit 25-års jubilæum hos A. Boesenbæk A/S.

Lasse kom fra en stilling som kvalitetskontrollør hos Velux i Thyregod, hvor han efter 5 års ansættelse havde et ønske om at prøve noget nyt – og meget gerne i bilbranchen. Her kunne ønsket om daglig berøring med den store interesse for mekanik og elektronik bedre indfries, mente han.

Ansættelseskontrakten mellem Lasse Vingtoft og firmaet blev underskrevet – og siden har ingen af parterne set sig tilbage. 25 år er nu passeret, og Lasse har med sit engagement og dygtighed inden for faget været et stort aktiv for firmaet.

I starten bestod opgaverne primært af kosmetisk klargøring som rengøring og polering af bilerne, men med Lasses tiltrædelse blev klargøringsafdelingen hurtigt udvidet til også at omfatte montering af radio, GPS og lignende elektronisk udstyr samt tilbehør som anhængertræk og alufælge. Lasse havde nemlig flair for det hele! Og han tog hellere end gerne opgaverne på sig.

Lasse Vingtoft husker den første solgte Peugeot, han klargjorde til en kunde efter tiltrædelsen i marts 1999. En Partner som denne, der i folkemunde på daværende tidspunkt også var kendt som en “Postmand Per”-bil.

Privat er Lasse Vingtoft bosiddende med samleveren gennem 36 år, Gitte Lander Christensen, på en nedlagt ejendom ved Kollemorten udenfor Give. Parret har to børn, Jakob på 25 og Katrine på 24, som begge har slået sig ned i Vejle.

Med en nedlagt ejendom, hvor parret også holder heste, høns og en kat ved navn Palle, mangler Lasse aldrig noget at tage sig til.

Alligevel finder han tid til at pleje sin store interesse for mekanik og teknik i form af fjernstyrede modelfly og droner.

Tillige fylder naturen rigtig meget, så når der er mulighed for det, står den gerne på lystfiskeri. Helst går turen til Vejle fjord eller Djursland for at fange havørreder.

Gå- og cykelture i den friske luft er også noget, 25-års jubilaren værdsætter højt. Således tager Lasse hver dag cyklen fra hjemmet ved Kollemorten ind på arbejde i bilhuset på Diagonalvejen 77 i Give.

En frisk tur på 10 km om morgenen og en bevidst valgt omvej på 14 km retur ved fyraften. For afvekslingens skyld…

For fem år siden blev fritidsinteressen for natur og cykling i den grad kombineret, og en gammel drøm udlevet, da Lasse Vingtoft sammen med en kammerat fløj til Honningsvåg på Nordkap og over en periode på 5 uger cyklede 2.500 km sydover langs den norske vestkyst med telt og fuld oppakning. En kæmpe oplevelse for livet, som Gitte derhjemme blev så nysgerrig efter at opleve, at parret året efter gentog turen i bil.

Vi vil hermed sige stort tillykke til Lasse Vingtoft med 25-års jubilæet og takke for de mange års tro og pligtopfyldende tjeneste.

Begivenheden markeres internt i firmaet i nærmeste fremtid.