Som den tredie kollega inden for blot tre måneder fejrer reservedelschef René Sewerin om ganske kort tid jubilæum hos A. Boesenbæk A/S.

Den 1. november 2022 har René været ansat hos os i 25 år.

René startede som ung grønskolling – direkte udklækket fra et år på handelsskolen – i lære som reservedelsekspedient i sommeren 1995.

De to års elevtid gik godt og lynhurtigt – og så kaldte militæret i 1997.

Da værnepligten var veloverstået, tog den unge mand et år på højskole, og med mere hår på brystet var han i efteråret 1999 klar til at genindtræde i erhvervslivet.

Skæbnen ville, at den daværende lageransvarlige i firmaet på dette tidspunkt søgte nye udfordringer, og René Sewerin, der tilsyneladende må have efterladt et ganske fornuftigt indtryk i sin elevtid, fik tilbuddet om at vende tilbage til udgangspunktet.

Det takkede han pænt ja til – nu ikke som elev, men som ansvarlig for reservedelslageret.

Den unge reservedelschef voksede med sin ihærdighed hurtigt med opgaven, og han har – til gensidig glæde for både ham og A. Boesenbæk A/S – siddet på pinden lige siden.

René Sewerin på hjemmebane blandt reolerne på reservedelslageret

I dag har han selv været med til at uddanne flere elever til reservedelsekspedienter. Bl.a. Ronni Teglgaard Jensen, som efter en årrække andetsteds ligeledes er vendt “hjem” igen og nu fungerer som René Sewerins nærmeste allierede på lageret.

De to sidder i det daglige med firmaets lagerstyring, indkøb af reservedele hos Peugeot/Citroën, ekspedition af firmaets mekanikere samt reservedelssalg ud af huset.

René er bosiddende i eget hus i Give og far til Rebecca, der er fløjet fra reden, Lucas, der er på efterskole, og Clara, som går i 7. klasse.

Fritiden bruges for det meste sammen med vennekredsen og kæresten Claudia, der bor i Vejle.

Desuden er René kasserer i Bykirken i Vejle.

Vi takker René for 25 års tro tjeneste med stort engagement og ønsker hjertelig tillykke med jubilæet, der fejres med en fælles 90-års jubilæumsreception på Diagonalvejen 77 fredag 2. september kl. 15-17 med kollegerne Kim Karlsen Hansen (25-års jubilæum 1. august) og Sven Vilstrup (40-års jubilæum 1. september) for familie, venner, bekendte, forretningsrelationer samt tidligere og nuværende kolleger.